Bestyrelsen for DRK udpeger (vedtægtsbestemt) efter Generalforsamlingen et Markprøve-udvalg (MU) bestående af 5-6 medlemmer, hvoraf et medlem er fra bestyrelsen.
Medlemmerne i MU skal alle være aktive prøvedeltagere, som nyder almindelig respekt i DRK.
Stk. 1.2.
MU konstituerer sig med formand og sekretær. Bestyrelsens repræsentant kan ikke være formand for udvalget.
Ændringer i udvalgets konstituering skal meddeles DRKs sekretariat straks.
Beslutninger træffes i enighed eller ved flertalsafgørelser. I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt. MU er beslutningsdygtigt når 2/3 af udvalget er til stede.
Stk. 1.3.
Udvalget refererer til DRK’s bestyrelse.
Stk. 1.4.
Medlemmerne i DRK’s udvalg varetager en tillidspost i DRK og repræsenterer dermed DRK i alle henseender. Dette skal iagttages i alle sammenhænge og medlemmernes optræden skal være loyal og troværdig mod Dansk retriever Klub. Overskridelse af denne loyalitetspligt kan medføre, at et medlem ikke kan varetage en udvalgspost i DRK. Dette vil være bestyrelsens afgørelse.
2.Ansvar og aktiviteter
Stk. 2.1.
MU er klubbens sagkundskab med hensyn til jagt og afholdelse af markprøver og Working Test (WT). MU er ansvarlig for at klubbens officielle prøver er koordineret på grundlag af indstillinger fra regioner (RKU) og racer, ligesom MU er ansvarlig for at kvalificeret prøveledelse er aftalt.
MU varetager administrationen og sagsbehandlingen indenfor jagt og markprøveanliggender i samarbejde med klubbens sekretariat.
Stk. 2.2.
MU skal løbende sikre, at prøverne afholdes og gennemføres på grundlag af de af DKK godkendte WT- hhv. markprøvereglement og tilhørende vejledninger.
Stk. 2.3.
MU har aktiv indflydelse på og ansvaret for at reglementer og vejledninger løbende ajourføres med relevante fornyelser og forbedringer.
DRKs dommerudvalg skal inddrages ved indarbejdning af ændringer i prøvereglementer.
M.h.t. fortolkningen af DRKs prøveregler er MU – sammen med DRKs dommerudvalg - DRKs vejledende organ.
Stk. 2.4.
MU skal sørge for ud- og efteruddannelse af prøveledere og afholder prøvelederseminarer efter behov.
Stk. 2.5.
MU bemyndiges til på vegne af DRKs bestyrelse at behandle klager indsendt af arrangementsleder eller deltagere vedrørende prøvens afvikling og/eller deltageres adfærd. Proceduren er beskrevet i vedlagte bilag.
Stk. 2.6.
MU varetager journalisering af aggressive hunde. Aggressive hunde kan alene indberettes af officielle dommere og det er MU’s ansvar at journalisere dette og det er MU’s sikre at pågældende hund ikke får mulighed for at stille igen på klubbens prøver.
Formelt indberettes aggressive hunde til klubbens sekretariat, der sørger for at orientere MU og bestyrelsen.
3.Økonomi
Stk. 3.1.
MU er budgetansvarlig og skal senest 1. december til DRKs sekretariat indsende budgetforslag for udvalgets virke det næste år.
Økonomien administreres i samarbejde med klubbens administration og bestyrelsens kasserer.
Bestyrelsens repræsentant fungerer som "controller", som gennem løbende kontrol af DRKs fælles prøver: B-prøver, WT, A-prøver samt Internationale prøver sikrer den løbende budgetopfølgning for udvalgets område.
MU og controller er ansvarlige for, at der udarbejdes budgetter for relevante prøver: Eliteprøve, Internationale prøver og A-prøver med DRK som jagtarrangør. Samt at der efter afholdelse sker en hurtig opfølgning og afrapportering til bestyrelsens kasserer om evt. udsving i forhold til de lagte budgetter.
Stk. 3.2.
Der udbetales godtgørelse for telefoni til udvalgets formand. Tilskuddet kan gives til et andet medlem fra udvalget, hvis dette skønnes relevant.
4.Administrative rutiner og økonomi og kommunikation
Stk. 4.1.
MU afholder møder efter behov. Ved udvalgets møder skal der føres referat, der efter godkendelse fremsendes til DRKs sekretariat. Et beslutningsreferat fra møderne skal senest 20 dage efter mødet offentliggøres på klubbens hjemmeside.
Stk. 4.2.
MU aflægger skriftlig beretning for udvalgets arbejde i det forgangne år. Beretningen skal være DRKs sekretariat i hænde senest 15. januar for offentliggørelse på klubbens hjemmeside inden Generalforsamlingen ultimo februar.
Stk. 4.3.
MU kommunikerer med medlemmerne via Retrieveren og via DRKs hjemmeside. Udvalget skal sikre, at DRKs hjemmeside under MU holdes ajour med referater og aktiviteter etc.